Neglen er nedgroet, når huden på enten den ene side, eller begge sider af neglen bliver øm og gennemboret af selve neglepladens kant. Ofte går der infektion i det område hvor neglen borer sig ind i huden.
Der kan være flere forskellige årsager til at man får nedgroede negle. Hvis man runder sine neglehjørner når man klipper tåneglene, kan man selv komme til at forårsage nedgroede negle. Andre gange skyldes det, at man har slået eller stødt sin negl hårdt. På den måde kan neglen få uoprettelige skader, der gør at den vokser skævt eller neglepladen bliver fortykket.
Alene fodtøjet kan klemme så meget, at neglen begynder at vokse ind i huden omkring neglen. Det kan også være arveligt betinget.
Der findes 3 former for nedgroede negle:
- Nedgroet negl (neglen gror ned i huden enten i den ene side eller begge sider)
- Indgroet negl (neglens facon er flad og bred. Huden omkring neglekanterne vokser ind over neglepladen)
- Indadrullet negl (neglen ruller indad enten i den ene side eller i begge sider)
Ting du selv kan gøre
Vær omhyggelig med at klippe dine negle lige over, og undgå at runde neglehjørnerne.
Tænk på hvilket fodtøj du bruger. Højhælede og spidse sko medvirker til at tæerne presses frem i skoen. På den måde kommer der tryk og slag mod neglen, hver gang man tager et skridt. Hvis dine negleomgivelser bliver ømme, røde, varme og hævede skal du kontakte din læge, som kan sætte dig i behandling med antibiotika.
Hvis bøjlebehandling ikke fungerer, kan det være bedst med operation (negleresektion) hos en speciallæge. I lokalbedøvelse fjernes neglecellerne i siden af neglen. På den måde bliver neglen smallere og vokser derfor ikke ind i huden mere.
Hvordan kan jeg afhjælpe problemet?
Først og fremmest kan man prøve at klippe og slibe neglen samt kile neglehjørnerne, og på den måde ændre spændingen i neglen. Nogle gange er det nok til at neglen rette sig og vil samtidig hurtigt lindre smerterne fra negleomgivelserne.
Hvis det ikke er nok, kan jeg fremstille en lille metalbøjle. Ved at fastgøre bøjlen til neglen, kan man løfte neglen lidt og på den måde holde den fri af hudomgivelserne mens neglen vokser ud. Man skal have korrigeret sin bøjle ca. Hver 6. uge.